Uddannelsen til sexolog

Hvad er en sexolog? Er det ikke bare noget, alle kan blive ved at tage et kursus på et par uger? Så danser man og læser lidt om krop & sex? Og så bliver man megagod i sengen!’

Svaret er: ‘Nej, det er ikke bare et kursus; og jo, alle med interesse for faget kan tage uddannelsen. Nej, vi er ikke nødvendigvis bedre i sengen end så mange andre, men vi ved, hvordan man snakker om seksuelle emner’.

Min ekspertise

Netop fordi der er så meget tvivl om, hvad en sexolog er, og hvad vi kan og har lært, giver det mening for mig at fortælle om det. Det ovenstående er naturligvis sat på spidsen, men jeg er stødt ind i overraskende megen uvidenhed og fordomme, men også nysgerrighed.

Hvis du er nået hertil i teksten, tænker jeg, du har lyst til at vide mere, så læs endelig videre! Nu kommer det spændende, det, som ikke er farligt og ‘flippet’.

Om uddannelsen

Sexolog er ikke en beskyttet titel, så i princippet kan alle kalde sig sexolog, og alle kan tilbyde undervisning.

Jeg har taget min uddannelse på Sexologiskolen i Aarhus. Det er en selvbetalt uddannelse, der er sat til at tage 18 mdr. Jeg har haft 13 modulers undervisning à 22 timer. Sexologiskolen er en anbefalelsesværdig skole, der har afdelinger i hele Norden. Det er fagligt kompetente undervisere, og litteraturlisten er seriøs (og enorm!).

Teorien

Jeg har haft undervisning i bl.a.:

Seksuelle problematikker og dysfunktioner såsom rejsningsbesvær, for tidlig eller sen sædafgang, præstationsangst, sexlyst eller manglen på samme, smerter ved samleje, orgasmer og orgasmeproblemer, bækkenbunden, kønnets tilbliven og udvikling, seksualitetens udvikling fra barn til voksen, overgangsalder og ældres seksualitet, familiedannelsesperioden og dens betydning for seksualiteten, det seksuelle selvbillede, sensualitetstræning,  ayurveda, erotisk tantra, tantrayoga, åbne forhold, seksuelle minoriteter, senfølger efter overgreb, forskellige kulturer og religioners tilgang til det seksuelle, kønsrolleproblematikker, sexsygdomme, sex- og pornoafhængighed, handicap og seksualitet, kønsroller og meget mere…..

Det praktiske

Prøveklienter og egenterapi undervejs har været et krav. I både casearbejde på skolen og i studiegrupper har jeg dygtiggjort mig i at bruge redskaber og teknikker fra mindfulness, NLP, kognitiv terapi, den terapeutiske – og løsningsfokuserede samtale, positiv psykologi og sexokorporel terapi.

Hovedopgave

Min hovedopgave har titlen: ‘Elsk din krop – lev i nuet – og kom tættere på orgasmen.’  Det er en opgave med fokus på kvindens seksualitet.

Jeg kommer omkring emner som orgasmer, lyst og ophidselse, det seksuelle kropsbillede, kønsroller og onani. Afslutningsvis er der forslag til, hvordan et negativt seksuelt kropsbillede kan vendes til noget mere positivt, samt forslag til hvordan chancen for orgasmen kan øges.

Eksamener

Den første eksamen var en større skriftlig opgave.

Til min mundtlige eksamen skulle jeg være terapeut for en klient (en skuespiller), hvor jeg skulle testes i mine evner som terapeut. Dvs. hvorvidt jeg mestrede spørge- og lytteteknikker, det faglige indhold (problematikken), og om jeg kunne give klienten noget med fx i form af en øvelse.

Litteratur

Litteraturlisten har været kolossal, og jeg har pløjet mig igennem ca. 30 faglitterære værker plus alt det frivillige ved siden af.

Min nutid

Jeg arbejder med klienter, holder foredrag og formidler skriftligt via fx på min hjemmeside.

Kontakt mig endelig, hvis du vil vide mere, vil have en session, har interesse i at få mig ud at afholde et foredrag eller noget helt tredje. Så tager vi en snak om det.

 

4C4BEBF3 91A7 4AE5 B14C CAF1A0FD7AE4

Flere oplysninger om Sexologiskolen