Onani – sex med én, du elsker højt
Onani har i årtier – faktisk århundreder – været noget forbudt, noget der var behæftet med skyld og skam.
En pæn pige onanerede ikke, hvilket betød, at mange af de piger, der gjorde det trods forbuddene, gjorde det med en skyldfølelse, og det var noget, de skammede sig over at gøre. Drenge og mænd har haft og har et lidt større spillerum, men for mange af de kvinder, der er vokset op med, at onani ikke var velanset, kan følelsen af, at de gør noget lidt forbudt, desværre stikke dybt. Og skammen findes stadig i vores samfund.
Kvinder skal også lære at tro på, at onani er noget dejligt, udviklende og sundt, som de gerne må gøre uden at føle sig beskidte eller skamme sig. I den store, danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS fra 2019, skammer 10% af kvinderne sig over at onanere.
Den eneste måde, onani kan være farligt på, er, hvis det medfører en følelse af skyld.
Ordet ‘onani’ har for nogle en lidt grim eftersmag. Ofte kan betegnelsen ‘solosex’ bruges i stedet; den har en dejligt positiv klang, synes jeg. Onani som aktivitet fortjener at blive set positivt på: Det er måske ikke ligefrem Guds Gave, men så i hvert fald fysiologiens gave til mennesket. Onani er én af grundstenene til at opbygge en sund seksualitet, seksuelt selvværd, seksuel selverkendelse og et godt sexliv.
Onani er vores første naturlige seksuelle aktivitet, som starter allerede når den lille baby på sin barnligt uskyldige måde finder ud af, at det er dejligt at røre ved sine kønsorganer. Udover at det er dejligt, er det også en oplagt og effektiv måde til at lære vores kønsorganer at kende og i det hele taget til at blive fortrolig med vores egen krop. Vi kan udforske, hvad der tænder os, og hvor vi skal stimuleres, for at lysten og begæret vokser.
Vi kan gennem onanien opdage og undersøge vores erotiske følelser og seksuelle lyst; hæmningerne kan slippes, og liderligheden og begæret kan fylde og flyde. Vi kan øve os i at slappe af og i at slippe tanker og unødvendig kontrol, mens vi bare nyder og mærker. Og alt dette uden at det er nødvendigt at forholde sig til en partners lyst. At der ikke er nogen, der kan se, hvordan vi ser ud og lyder, kan også være befriende; det er med til at gøre rummet trygt med plads til leg og udforskning.
Alle kvinder er forskellige, både mentalt og fysisk, og selv den mest erfarne mand har ingen chance for at vide, hvordan lige præcis DU kan stimuleres, så du når op i de højere luftlag. Men når vi selv har lært vores krop, vores lyster og vores liderlighed at kende, kan vi ved at dele ud af vores erfaringer gøre vores elskere klogere – vi kan guide og vejlede, fordi vi kender vores krop og vores lyst. Alt i alt gør onani os dygtigere til sex og giver os et bedre sexliv.
Det er derfor vigtigt, at onani lige fra barnsben gøres til noget acceptabelt, for det betyder så utroligt meget for, hvilket forhold vi får til vores krop og seksualitet resten af livet. Og hvis vi kommer godt fra start og forholdet bliver fortroligt, anerkendende og lidenskabeligt, er der stor chance for, at vi får et godt og sundt sexliv.
Barnets nydelse og nysgerrighed
Når børn leger med deres kønsorganer, finder de en nydelse og vellyst i nuet, men det er ikke noget, der er seksuelt på den måde, som vi voksne oplever det, og derfor skal vi være påpasselige med ikke at seksualisere noget, der stadig kun er på barnestadiet. Der kan være en genital ophidselse i kraft af erektion, men ikke den subjektive ophidselse, vi kender som voksne og ej heller en forventning om, at det lige om lidt følges af noget, der er bedre – det er bare dejligt nu og her. Hvis barnet får lov til denne selvundersøgelse, vil det vokse op med et mere afslappet og trygt forhold til sine kønsorganer, uden at de er forbundet med skyld og skam.
Onani i parforhold
Det er ikke kun singler og novicer inden for det seksuelle, der kan have glæde af at onanere. Det er ikke det samme som sex med en partner, og når din kæreste onanerer, er det, fordi det er dejligt på en anden måde, end når I er sammen. Det går hurtigere, og ofte er klimaks et andet, og det gælder både for mænd og kvinder. Der er folk, der føler, at partneren er utro, når han/hun onanerer, fordi fokus er et andet sted end på ‘det fælles projekt’, og partneren kan godt føle sig fravalgt. Som udgangspunkt vil jeg anbefale at se på det, som at partneren får udlevet én lyst på den måde og nogle andre lyster i det fælles seksuelle møde. At det i sidste ende faktisk kan berige forholdet.
Nu kan jeg ikke afholde mig fra at nævne ordet FRIHED. At føle frihed og ret til selvbestemmelse er essentielt for langt de fleste mennesker – også når de er i et parforhold. At der er plads til at kunne onanere, selvom man har en partner, er også at have frihed. Det kan derfor bidrage positivt til forholdet på flere fronter, hvis onani er velkomment.
Man skal ikke nedrakke onani.
Det er sex med én, du elsker højt.
Citat: Woody Allen
Onani behøver ikke være en soloaktivitet; det er en fræk og spændende aktivitet at gøre sammen – noget, der kan pifte sexlivet op og give et hint til partneren om, hvad man godt kan lide seksuelt. Ofte kan den ene part finde nydelse ved at se den andens lyst, liderlighed og overgivelse, men der er også nogle par, der gør det på samme tid – i samme seng, vel at mærke. I relationer, hvor der er problemer med fx rejsning, kan det være et ganske fint alternativ til penetration fra tid til anden
En kvinde, der fortæller mig, at hun har svært ved at få orgasme, vil som det første blive spurgt om, om hun kender sin egen krop og sin egen lyst, og om hun onanerer. Men orgasmerne vil jeg skrive om i et andet indlæg.
Nu ved vi, at det er godt for mennesket at onanere; nu skal der arbejdes for, at det bliver accepteret og selvfølgeligt, noget der ikke længere er behæftet med en følelse af at gøre noget forbudt.